Kunstnerens egne tanker om værket:
Verdensrummet omkring os er det mystiske, det hemmelighedsfulde, det gådefulde – endnu. Et sted at drømme sig bort, når menneskets gang bliver for tung på jorden.

Skønheden i det verdensrum vil jeg indfange på Aalborg Station. Når mennesket står midt i rummet, er alle de andre runde former de andre planeter, og mennesket føler sig endnu engang lige i verdens centrum. Dette giver et stærkt og økologisk ansvar, der er ingen anden vej end at forstå jordens eller naturens gavmildhed imod os. Hvis det skal være et gensidigt kærlighedsforhold er det i allerhøjeste grad menneskets tur til at vise at de holder af træerne, fuglene, fiskene og den luft vi skal trække vejret med. Det er alvorligt med jorden, og hver gang de rejsende passerer dette rum, vil jeg minde dem om den jord vi alle er smukt afhængige af, derfor den runde form, og derfor så mange runde former.

Farverne er for at skabe glæde og livslyst, venlighed og åbenhed har jeg tænkt. Ingen kan have noget imod en blå plet. Rummet har fire sider, og hver side har sin rækkefølge, ingen sider er ens. Jeg vil, at den rejsende skal kunne orientere sig, det er vigtigt for børn og gamle især. De rejsende skal selv danne billeder ved at vælge hvor meget de vil se af det lange løb, måske bare én rund af gangen.

Rummet skal opleves fra alle sider. Man krydser rummet som på en mindre plads, og for at udsmykningen ikke skal forsvinde helt op i stjernerne med 8,5 meter op til loftet, har jeg valgt at holde mig næsten i samme højde hele vejen rundt. Det er et faldt rum, derfor sidder de runde billeder 10 cm ud fra væggen, for at danne relief og skygger. Eventyret, lyset, skyggerne, refleksen, drypstensgrotterne, den blå grotte er prismerne som sidder under/over de runde former, de skarpe og frække, som sender lys videre når solen rammer dem fra vinduerne højt oppe – og når altså solen skinner i Danmark.

Prismerne er de uanede muligheder som bare hænger der, og så pludseligt, når det lys som både mennesker og planter ikke kan leve uden rammer dem, sker der noget nyt og man oplever måske at poesien har berørt det levende i mennesket, glemt ligesom med lykken.

Eventyret glimter og venter den, der kikker opad og fremad.

Allerøverst er det rene blå lys som noget ekstra, der sidder på vinduet når der er blå og lilla solpletter i lokalet og alle spejlreflekser kan skimtes i den modsatte side af rummet, da er poesien til stede og kunsten har vist sin nødvendighed som den der skal give med og stille farlige spørgsmål.

Eventyret venter den, der slipper sit liv et øjeblik og beslutter sig for at møde det ubesværet af den tunge bagage, nøjagtig som med kunsten.